Byen

Byen Kangerlussuaq ligger for enden af Kangerlussuaq fjord (Søndre Strømfjord) ca. 200 km fra kysten - blot et par minutter fra indlandsisen. I Kangerlussuaq ligger Grønlands mest besøgte lufthavn. Der bor ca. 550 personer fast i Kangerlussuaq og alle er mere eller mindre tilknyttet Mittarfeqarfiit (Grønlands Lufthavne), Hotel Kangerlussuaq og Air Greenland samt de lokale turistaktører.

Kangerlussuaqs historie

Bygden har mange navne. Danskerne kalder den Søndre Strømfjord. Grønlænderne siger Kangerlussuaq og amerikanerne - Sondrestrom eller Sondy. Frem til oktober 1992 var det officielle navn Sondrestrom Air Base eller Bluie West 8.

Kangerlussuaq blev grundlagt i 1941 af US Airforce, da Danmark under den tyske besættelse ikke selv var i stand til at varetage Grønlands sikkerhed og forsyning. I 1960 blev den civile side af basen etableret med det tilhørende transithotel – i dag Hotel Kangerlussuaq. Efter US Airforce rejste fra Kangerlussuaq i 1992 hørte hele lufthavnen under Grønlands Selvstyre og fik sit officielle grønlandske navn, Kangerlussuaq. Frem til januar 2002 har Kangerlussuaq haft status som forsvarsområde, men blev herefter overdraget til Sisimiut Kommune som bygd.

Hotel Kangerlussuaq
Kangerlussuaq lufthavn drives af Grønlandske Lufthavne, Mittarfeqarfiit under Grønlands Selvstyre. I dag er lufthavnen en civil lufthavn, og i forlængelse af lufthavnsterminalen har Mittarfeqarfiit på få år skabt et velfungerende hotel og kursussted - Hotel Kangerlussuaq. I dag betjener lufthavnen i Kangerlussuaq 250.000 passagerer om året, hvor hotellet yder overnatninger til mange af dem.